Jette Billund

Yogalærer og Mindfulness instruktør

Uddanner yogalærere hos Nordisk Yoga i Odense,
og efteruddanner yogalærere samme sted.

Afholder klasser, foredrag, workshops og retreats.

26 års undervisningserfaring.

Cand.mag. i Engelsk og Idræt

Mit yogaliv

Der findes en rigdom i yoga filosofien, som de færreste kender. En viden om tanker og følelser, værdier og nærvær. Yoga har ledt mig gennem et liv med kronisk sygdom, dødsfald og skilsmisser og alle de andre udfordringer og problemer, som et relativt langt liv afstedkommer. Dette liv kræver stort mod og indsigt for at opleves dejligt og givende – uanset dine omstændigheder. Det gælder om at vide, hvilke omstændigheder der skal og kan ændres, og hvilke du skal slippe din modstand imod. Ofte møder vi livet og dets udfordringer med modstand, og nogle gange opfører vi os som ofrer for livet. Det er simpelthen spild af liv!

Så hvordan lever vi med livets udfordringer og ikke mod dem? Hvordan oplever vi tilfredshed og frihed – uanset omstændighederne? Hvordan lander vi i os selv, så vi står stærkt og roligt? Mit svar er enkelt: Yoga. Ikke yoga som fysisk udfoldelse, men yoga som filosofi og grundlag.

Yogaen har mange teknikker for at fremme netop dette: At få styr på, hvem du er. Med ryggen mod muren dykkede jeg dybt ned i yogaens univers i 1997, da jeg blev diagnosticeret med Sclerose - en kronisk, progressiv og invaliderende sygdom. Jeg ville ikke affinde mig med en skæbne som tiltagende handicappet og gik derfor på jagt i yogaens univers for at finde redskaber og indsigter. Der fandt jeg svar, for yoga er langt mere end de fysiske øvelser - yoga er en filosofi og en tilgang til livet.

Yogaen har givet mig mit liv: På trods af livets vilkår er jeg frisk, sund og glad. Jeg kan gøre næsten alt, hvad jeg vil, når jeg husker at leve et balanceret, sundt liv. Kroppen er vigtig, men det vigtigste er vores sind og mindset. Jeg er bevidst om, hvordan vores tanker og sprog påvirker vores liv – hvordan universet giver os det, vi beder om. Derfor er det vigtigt - livsvigtigt - at have styr på, hvilke tanker og følelser, der skal diktere din skæbne. For det, du tænker, bliver din skæbne!

 

“Som filosofi, meditativ og fysisk praksis er yoga en integreret del af mit liv. Jeg lever yoga. Tænker yoga, føler yoga, øver mig på yoga.”